Nudging – Suppler strategien med taktik

SUND.dk anvender også nudging som taktik, når strategisk sundhed skal rulles ud på arbejdspladsen. Kontakt sund@sund.dk for de nyeste eksempler.

Mange sundhedsprojekter på arbejdspladsen fokuserer på strategier for, hvordan medarbejderne skal blive sundere. Og mange gange glemmer man at tænke det sidste stykke med, altså taktikken, hvordan man skal få folk til at rent faktisk at handle på de påvirkninger de får. Og her er det ifølge Pelle Guldborg Hansen, at nudging tilgangen har noget at tilbyde.

Nudging – når vaner kan ændres med et lille puf

28-05-2014 Af journalist Charlotte Aagaard Knudsen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, foto: Thomas Tolstrup
Begrebet ”nudging” handler om at få folk til frivilligt at ændre adfærd ved at forstå hvordan mennesker tænker. Pelle Guldborg Hansen præsenterede nudge-tilgangen på konferencen Wellbeing at Work. Pelle Guldborg fortalte på Wellbeing at Work konferencen, hvordan man ved hjælp af nudging kan påvirke medarbejderes adfærd i en sundere retning. 

Hvordan gør man 500 topledere sundere ved hjælp af en kniv, og hvordan får man rygere væk fra vinduer og døre i lufthavnsterminaler ved hjælp af 36 meter gaffatape? – frivilligt og uden løftede pegefingre. Man bruger nudging.

Det var nogle af de eksempler adjunkt Pelle Guldborg fra Roskilde Universitet kom med i sit keynoteindlæg på den videnskabelige konference Wellbeing at Work i København den 27. maj.

– Nudging betyder puf og handler om måder at indrette hverdagen og arbejdspladsen på, som kan påvirke menneskers adfærd uden at fratage dem deres valgmuligheder. Gode nudgeløsninger er både nemme og billige at lave, sagde Pelle Guldborg Hansen.

Med udgangspunkt i 40 års forskning inden for adfærdsøkonomi og kognitiv psykologi har nudge-tilgangen til adfærdsforandring vist sig som en attraktiv metode inden for en række anvendte akademiske forskningsfelter.

Taktik er lige så vigtig som strategi

Tilbage til de 500 topledere, der blev sundere ved hjælp af en kniv, som er et af de eksperimenter Pelle Guldborg Hansen og hans hold har udført. Her tog de en standard kagebuffet fra en konference, som typisk består af noget kage forrest og noget frugt, for eksempel æbler bagerst. Man skar æblerne ud og satte dem forrest og kagerne i mindre stykker bagerst. Så sammenlignede man de to typer buffeter, og det viste sig, at ved den buffet, hvor frugten var skåret ud og stod forrest spiste toplederne 85 procent mere frugt og 30 procent mindre kage.

– Det er et godt eksempel på et nudge. Det er en enkel og billig løsning med stor effekt. Alle ved jo godt, at det er sundere at spise æbler end kage, men hvorfor gør vi det så ikke bare? Det er fordi vores handlinger er påvirket af faktorer, der egentlig ikke burde betyde noget, men gør det alligevel. Der er et stykke vej fra at have viden og så rent faktisk handle efter den, sagde han.

Mange sundhedsprojekter på arbejdspladsen fokuserer på strategier for, hvordan medarbejderne skal blive sundere. Og mange gange glemmer man at tænke det sidste stykke med, altså taktikken, hvordan man skal få folk til at rent faktisk at handle på de påvirkninger de får. Og her er det ifølge Pelle Guldborg Hansen, at nudging tilgangen har noget at tilbyde.

– I forhold til sundhedsfremme på arbejdspladsen sker der ofte det, at man har så meget fokus på strategien at man glemmer taktikken. Man bygger en stor forkromet bro, men glemmer de sidste par meter, siger Pelle Guldborg Hansen.

Nudging handler om at studere adfærd

Et andet eksempel handler om at få folk til at holde op med at ryge foran indgangsdørene i lufthavnen. Man satte klistermærker op på gulvet med information om, hvor langt der var til næste rygeområde og udenfor blev der etableret nogle rygezoner afgrænset af gaffatape. Det fik reduceret rygning i ikkerygerzoner med mere end 50 procent, fortæller han.

– Det kan virke som banale og indlysende løsninger. Men for at kunne lave disse simple og måske indlysende løsninger må man først analysere den adfærd, der ligger forud. I dette tilfælde må man se på præcis, hvornår lufthavnsrygeren beslutter sig for at ville ryge og så sætte ind der, siger han.

Nudging fratager os ikke valgmuligheder eller opstiller forbud, men giver en intuitiv opmærksomhed og et lille skub over mod det gode og sunde valg.

Om Pelle Guldborg Hansen

Pelle Guldborg Hansen er en af Danmarks førende eksperter i nudging. Han er adfærdsforsker på Roskilde Universitet, hvor han har forsket i adfærdsøkonomi, kognitiv psykologi og social psykologi siden 2002.